Stoftest Danmark ser i deres ugentlige stoftest, at det, folk køber som “mefedron” eller “3-MMC”, ofte ikke er det, de tror. I flere tilfælde har det vist sig at være stoffet NEP (N-ethylpentedron) – et stof, der ligner mefedron og dens analoger til forveksling, men som virker langt kraftigere i samme mængde. Samme mønster er set i Berlin siden midten af februar 2026, hvor drugchecking.berlin har advaret mod netop denne forveksling.

Ordforklaring: hvad er hvad?
- Mefedron (4-MMC) og 3-MMC – kendte stof, som de fleste tror de køber.
- 2-MMC – endnu en analog. Det, der i dag sælges som “3-MMC”, viser sig ved test som oftest reelt at være 2-MMC.
- NEP (N-ethylpentedron) – IKKE en MMC-analog, men et separat, nyere stof, som nu dukker op i prøver, der er solgt som mefedron/3-MMC. NEP er mere potent og mere risikabelt end de øvrige.
Hvad er NEP?
NEP er et syntetisk stimulerende stof i cathinon-familien – samme overordnede stofgruppe som mefedron (4-MMC), 3-MMC og 2-MMC, men altså ikke en direkte kemisk analog til dem. NEP påvirker hjernens signalstoffer, bl.a. dopamin, og øger kroppens aktivering. Det giver en opkvikkende, rusgivende effekt. Det, der gør NEP særligt risikabelt, er, at der skal meget mindre til: en almindelig dosis er markant lavere end for mefedron, 3-MMC eller 2-MMC, og virkningen – især eftervirkningerne – varer længere. Problemet opstår, når folk, der tror de har købt mefedron eller 3-MMC, tager deres vante dosis af noget, der reelt er NEP.

Bivirkninger og fare ved fejldosering
Tages NEP uvidende i en dosis, der svarer til mefedron, 3-MMC eller 2-MMC, er der stor risiko for kraftige og ubehagelige bivirkninger, blandt andet:
- Hjertebanken og forhøjet puls
- Kvalme
- Voldsom angst og panik
- Psykotiske symptomer
- Søvnløshed, der kan strække sig over flere døgn
Stoftest Danmark har desuden modtaget flere tilbagemeldinger fra brugere, der efter indtag af NEP har oplevet psykotiske tilstande, intens dødsangst, paranoia og længerevarende søvnløshed. Risikoen forstærkes, hvis NEP blandes med andre dopamin-frigivende stoffer (f.eks. 4-MMC, amfetamin eller kokain), da det kan give en øget neurotoksisk belastning.
Sådan minimerer du risikoen
- Test altid dit stof – blandt andet hos Stoftest Danmark, som holder stoftest én gang om ugen (se stoftest.org).
- Hvis du vælger at tage stoffet uden test: start med en meget lille mængde (ca. 1/3 af din vante dosis) og vent mindst en time, før du eventuelt tager mere.
- Vær opmærksom på usædvanligt kraftige eller uventede virkninger – det kan være tegn på, at stoffet ikke er det, du tror.
- Bland ikke med andre stimulanser (f.eks. mefedron, amfetamin, kokain).
Ved mistanke om forgiftning eller kraftige bivirkninger kontakt Giftlinjen (82 12 12 12), og ved akut livstruende situation, husk altid at ringe 1-1-2.
Om Stoftest Danmark
Stoftest Danmark er en frivilligbaseret stoftest-service, der holder ugentlig stoftest for viden og skadesreduktion. Læs mere på stoftest.org.
Kilder
Drugchecking Berlin: Warnungen (side-kicks.berlin), feb. 2026 – NEP identificeret solgt som “3MMC”/mefedron i Berlin. Stalberga et al. 2026; Núñez-Montero et al. 2025; SaferParty.ch; ProTestkit.eu (Mandelin-, Ehrlich-, Zimmermann- og Simon’s reagens); brugerrapporter fra Reddit og Psychonaut Wiki (Godoi et al. 2025).