Speciale lavet af Rikke Koch 

I perioden januar – maj 2025 har Rikke Koch, Kandidat i Socialt arbejde, skrevet sit speciale; Unge og opioider: indsigt og perspektiver. En vigtig undersøgelse der giver et indblik i en tabubelagt verden, samt unges erfaringer og perspektiver på opioider og overdoser.

Konklusionen:

Dette speciale har undersøgt, hvordan viden om forebyggelse af overdoser bedst kan formidles til unge i alderen 15–30 år med inddragelse af deres egne perspektiver. Dette er undersøgt ved først at synliggøre hvad unge ved, og hvor de har deres viden fra, og dernæst gennem et samarbejde med unge.

Min undersøgelse viser, at unges viden om opioider og overdoser er fragmenteret og præget af både erfaring, misforståelser og manglende adgang til meningsfuld information. Mange unge afviser formel oplysning, særligt når den formidles i en nul-tolerance-diskurs, som de oplever som moraliserende og ude af trit med deres virkelighed. I stedet søger de viden gennem egne netværk, sociale medier og alternative vidensformidlere som fx apps udviklet til formålet. Derved bliver denne, ud fra de unges synspunkt, manglende relevante viden, en generativ mekanisme for at de unge afviser viden og udvikler gør-det-selv skadesreduktionsstrategier i forsøget på at passe på sig selv. Formidling af viden om forebyggelse af overdoser til unge kræver derfor, at budskaber leveres i øjenhøjde, med respekt for målgruppens erfaringer og virkelighed. Når unge skal kunne identificere sig med budskaber, skal afsenderen være legitim i deres øjne, gerne en jævnaldrende (peer to peer), en erfaringsekspert eller en person med troværdig viden.

Min undersøgelse peger på, at budskaber der kombinerer videnskabelig og erfaringsbaseret viden, vil opnå størst gennemslagskraft, og bør derfor udgøre fundamentet i fremtidige indsatser. Specialet viser desuden, at unge ikke kun kan, men bør – inddrages aktivt i udformningen og formidlingen af forebyggende indsatser. I denne forbindelse er det også relevant at specificere, hvad der skal forebygges – om det er brug og eksperimentering med rusmidler, eller om det er faktuelle risici for skader, hvis/når man vælger at eksperimentere. Eller begge. Heri ligger der en opgave der handler om at aftabuisere stofbrug, så uddannelsesinstitutioner bliver en del af formidlingen og samarbejdet med de unge. Når unge får mulighed for at bidrage med deres viden og erfaringer, og bliver anerkendt som vidensbærere, skabes ejerskab, engagement og mening. Denne praksis øger ikke blot relevansen af de formidlede budskaber, men skaber også mulighedsrum for empowerment og handlekraft, som kan have en transformerende effekt – både for de enkelte unge og det felt, de indgår i.

Sammenfattende peger specialet på, at forebyggelse af overdoser blandt unge ikke bør baseres på ensrettede kampagner og skræmmende advarsler, men derimod på respektfuld, nuanceret og dialogbaseret vidensformidling, hvor unge selv spiller en central rolle i udvikling og spredning af budskaber. Når unge anerkendes som eksperter i deres egen virkelighed, bliver vidensformidling ikke kun informativ, men også meningsfuld, relevant og potentielt livsreddende.